Future Food Innovation | Innovationscamp VIA University College

Innovation på tværs hjælper små fødevarevirksomheder

På en innovationscamp sidst i marts afprøvede VIA University College  i samarbejde med Future Food Innovation en innovationsmodel, der hurtigt kan give mindre virksomheder og organisationer i fødevarebranchen realiserbare idéer til nye koncepter, produkter og services. 
 
Studerende fra VIA University College’s ernærings- og sundhedsuddannelse arbejdede i tre dage med at udvikle produkter og løse udfordringer fra bl.a. tre mindre fødevarevirksomheder: Original Chia, Woodshade Organics og Soy4You, hvoraf de to sidste er støttet af Region Midtjyllands differentieringspulje.
 
En fredag eftermiddag sidst i marts summer den store forhal på VIA University College’s campus i Aaarhus Nord af livlige stemmer og aktivitet. Knap halvtreds studerende fra professionshøjskolens ernærings- og sundhedsuddannelse har omdannet rummet til en markedsplads, hvor de præsenterer resultaterne af tre dages innovationsarbejde for deres opdragsgivere. 
 
Farvestrålende plancher og borde med duftende smagsprøver, prototyper på emballage og markedsføringsmaterialer fylder det rå betongulv. I ti grupper har de studerende arbejdet non stop med at løse udfordringer fra tre fødevarevirksomheder og fem offentlige organisationer. Nu er de spændte på om deres idéer og koncepter kan bruges. 
 
 ”Jeg bliver nødt til at have lidt mere af den der”, chokoladefabrikant og direktør i Woodshade Organics, Lars Frederiksen, rækker hånden frem og får serveret endnu et bæger yoghurt med sprødt knas på toppen. Han smager på en af de mange varianter af sundt morgenmadsdrys, som fire kvindelige studerende har udviklet til hans virksomhed. Lars Frederiksen nikker anerkendende og lytter opmærksomt til pigernes forklaringer af produktets smag, konsistens og tekstur. 
 

KONTAKT

Bjarne Langdahl Riis
Projektleder

+45 3092 1717
bla@agropark.dk